Har du registreret din virksomheds reelle ejere i løbet af sommeren?

Mange sætter fejlagtigt lighedstegn mellem legale ejere og reelle ejere, eller har måske blot ikke været opmærksom på forskellen. Manglende eller forkert registrering kan koste både bøder og tvangsopløsning.

Nørregaard│Mieritz Advokatfirma udgav den 27. april 2017 en nyhedsartikel om, at manglende registrering af et selskabs legale ejere kan medføre tvangsopløsning af selskabet. Du kan læse artiklen her

Ud over registrering af legale ejere, er virksomheder forpligtede til at registrere sine reelle ejere. Fristen for indberetning er den 1. december 2017.

Forskellen på legale og reelle ejere

Legale ejere er selskaber eller personer, som ejer 5 % eller mere af selskabskapitalen eller stemmerettighederne i en virksomhed.

Reelle ejere kan ikke være selskaber, men er kun de fysiske personer som direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne i en virksomhed, eller på anden vis udøver kontrol med virksomheden.

Definitionen af ”tilstrækkelig del” er ikke entydig og afhænger af en konkret vurdering. En indikation på, at man er reel ejer kan dog være, at man besidder mere end 25 % af ejerandelene eller stemmerettighederne i virksomheden. De 25 % er dog blot en indikation, idet en person med mindre ejerandel på anden vis kan være sikret bestemmende kontrol over virksomheden, eksempelvis ved at have mulighed for at nedlægge veto, eller ved at have ret til at udpege bestyrelsesmedlemmer.

Ejerskabet kan dog også være indirekte, således at man ejer kapitalandele eller stemmerettigheder i et selskab via sit hele eller delvise ejerskab i et eller flere andre selskaber.

Identificering af en virksomheds reelle ejere kan således være en sværere og mere omstændelig proces end som så. Ikke desto mindre er det er lovkrav, at alle virksomheder senest den 1. december 2017 har identificeret og registreret sine reelle ejere.

Hvem har pligt til at registrere reelle ejere?

Følgende virksomheder har pligt til at identificere og registrere deres reelle ejere inden den 1. december 2017:

  • Aktieselskaber (A/S)
  • Anpartsselskaber (ApS)
  • Iværksætterselskaber (IVS)
  • Partnerselskaber (P/S)
  • Kommanditselskaber (K/S)
  • Interessentskaber (I/S)
  • Virksomheder med begrænset ansvar (AMBA, FMBA, SMBA)
  • Erhvervsdrivende fonde
  • Europæiske virksomhedsformer (SE, SCE, EØFG)

Enkeltmandsvirksomheder, personligt ejede mindre virksomheder (PMV), selvstændige offentlige virksomheder (SOV), filialer, frivillige foreninger og andelsboligforeninger har ikke pligt til at registrere deres reelle ejere.

Lad os hjælpe dig med registreringen

Nørregaard│Mieritz Advokatfirma har godt kendskab til de nye regler om reelle ejere og hjælper gerne det/de selskaber, som du er involveret i, med at få identificeret og registreret selskabets reelle ejere. Opgaven vil i langt de fleste tilfælde kunne løses til en fast lav pris.

Du er velkommen til at kontakte os på 88 93 95 00 eller post@nmaf.dk, hvis vi skal registrere dit selskabs reelle ejere, eller hvis du blot vil vide mere